Hjemmehjælperens hårde valg
FOA stiller i en stor annonce skarpt på hjemmehjælpernes hårde valg: Skal jeg undlade at tage de svageste ud af sengen idag? eller undlade at give dem det ugentlige bad? eller undlade at skifte forbindinger?
All kan blive enige om, at de ældre skal have ordentlig pleje og behandling og det skal ske med respekt og værdighed. Enhedslisten har endda opstillet 10 krav, som de mener ældre skal have opfyldt. Og jeg er fuldstændig enig i alle disse krav.
På Social & Sundhedskolen i Skive idag ville de studerende gerne drøfte holdninger og etik med repræsentanter for de politiske partier. Men der var gennemgående noget urealistiske forestillinger om, hvordan vi kan skaffe flere penge til mere velfærd. Standardsvarene er “de rige må betale noget mere”, eller så må vi spare nogle andre steder. - Jeg er glad for at vi i Liberal Alliance har valgt en tredje vej. Nemlig vækst. Væksten skal komme fra det private erhvervsliv. Det skal gøres mere attraktivt at arbejde (skatten ned) og at skabe arbejdspladser (selskabsskatten skal ned). Vi skal have mange flere ud på arbejdsmarkedet. Så får vi råd til bedre og mere uddannelse og bedre velfærd for de ældre.