Tillid eller kontrol - på offentlige arbejdspladser.

Når jeg taler med medarbejdere i den offentlige sektor, hører jeg ofte om problemet med kontrol - og manglende tillid. Mange medarbejdere mener, at de bruger alt for meget tid på at skrive rapporter og lave indberetninger og kontrollere tidsforbrug os.v. Der er faktisk medarbejdere, der mener at man kan øge effektiviteten med mindst 10%, hvis man undlader en del af bureaukratiet.

Hvis du oplever for megen kontrol (overflødig kontrol) og for lidt tillid, så kom med en kort beskrivelse af problemet og fortæl, hvordan du synes det skulle være.

5 kommentarer til “Tillid eller kontrol - på offentlige arbejdspladser.”

  1. Niels Trolle

    Som skoleleder opleves det som et kontrol hysteri, når Undervisningsministeriet først kræver oplysninger på skolens egen hjemmeside, med klart definerede mål for hvad der skal offentliggøres. Et år senere kræves det an de samme oplysninger indtastes i en database oprettet af Undervisningsministeriet. Holder det dog aldrig op? Hvor er troen på at jeg som tjenestemand udfører mit arbejde loyalt overfor min arbejdsgiver?

  2. Margit Krabbe

    Ja tak til mere tillid og mindre kontrol på offentlige arbejdspladser. Jeg har arbejdet i Norge i mange år. Der har KL og Nordlandsforskning undersøgt og evalueret 12 kommuner, der har gennemført et stort projekt “Myndiggjorte medarbeidere” svarende til selvledende medarbejdere.
    Med dette mener man ansvarlige og selvstændige medarbejdere, der har fået og grebet retten til at beslutte på områder, hvor de har kompetence. Det drejer sig om indflydelse og kontrol over egen arbejdssituation.
    Undersøgelsen viser at det er vigtigt at både ledelse og medarbejdere har ejerskab til processerne. Andre vigtige “grunnsteiner” for at lykkedes:
    1. Kvalitativt godt arbejdsmiljø, ledelse og kommunikation.
    2. Tryghed, trivsel og tillid på tværs
    3. Diversitet i medarbejdergruppen - accept af forskellighed.
    Resultatet af projektet og evalueringen viser:
    Mere tilfredse og engagerte medarbejdere
    Reduktion i sygefravær
    Mere fleksible organisationer
    Hævet kompetenceniveau
    Bedre brugertilpassede tjenester.

    Vil du mere om projektet kontakt: margitkrabbe@mail.dk

  3. Lars Kolind

    På min weblog, www.kolindkuren.dk har der været en afstemning om netop dette. Ud af 715 stemmer mener 613 (86 %) at man kan skabe mindst ti procent mere værdi i offentlige virksomheder, hvis man bygger på tillid i stedet for kontrol. Så der er noget om snakken…

  4. Carl-Aage Lykke Laustrup

    Tillid bliver man vist så længe, man er værdig til at modtage den. Kontrollen bygger på en formodning om, at man laver fejl eller gør noget forkert. Forordet i Jyske Lov er godt at læne sig op ad. Desværre citeres anden del af sætningen for sjældent. “Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov.?
    Problemet er for mig at se nødt til at blive anskuet i en sammenhæng, hvor vi så småt mærker amerikaniseringen i Danmark. Vi har ikke nået de astronomiske erstatninger, som de har derovre, men det lurer under overfladen.
    Som skoleleder oplever jeg, at vi skriver, hvor vi før talte. Jeg havde for nylig en aftale om et møde med en lærer som desværre ikke dukkede op. Jeg kontaktede ham og orienterede om mødet. Senere samme aften fik jeg en opringning fra samme lærer. Han kunne ikke “se”, at han var blevet bedt om at deltage. Han havde altå ledt efter dokumentationen.
    Det centrale er, at vi laver referater, handleplaner, elevplaner og gemmer breve som aldrig før telefonen rører jeg sjældent, for hvordan skulle jeg kunne dokumentere mit budskab eller samtalen.
    Der laves skuffenotater som aldrig før jeg bruger i dag mere tid på at lave arbejdspladsvurderingen, sætte referaterne i ringbind, indkalde til møder, registrere uheld m.m. end på at løse sikkerhedsopgaverne. Det groteske er, at bare det første er i orden, så er det ok, at man ikke har løst roblemerne. Man kan får tilgivelse for næsen alt, bare dokumentationen er i orden.
    Det hænder, at vi bliver nødt til at afskedige en medarbejder. Jeg husker første sag, hvor alle var enige om, at det var nødvendigt også den faglige organisation, når man havde dem alene, men der var bare det, at der ikke var lavet nok referater eller taget tilstrækkeligt med notater, som var blevet præsenteret for medarbejderen og som kunne godkendes.
    Jeg fik senere det råd at man skulle sørge for løbende at samle “beviser”. Det var for mit eget bedste, for så var dokumentationen i orden, når den skulle bruges. Bliver det nødvendigt, tror jeg hellere, jeg vil vælge et andet job.
    Det gælder også forældrene. Der er flere og flere, der først overbevises om situationen, når vi har adskillige notater med datoer og klare beskrivelser af hvert tilfælde. Lærerne har små kinabøger, hvor de laver notater.
    Når så forældrene endelig er overbevist om forholdet kommer automatisk næste kommentar: “Hvorfor har vi ikke hørt m det før?” Så er det jo med at have kopi af kontaktbogen, hvor det er noteret - og dokumenteret.

    Spørgsmålet er altså om tilliden har været os en bjørnejeneste, fordi vi har været nødt til løbende at forberede vores forsvar.
    Var vi blevet kontrolleret i stedet, så ville smileyen hænge på fordøren, og vi kunne nøjes med at henvise til den. Ind imellem kunne vi så lige lave lidt egenkontrol.

    Jeg er ikke i tvivl om, at den medarbejder, der slippes løs og vises tillid laver et meget bedre arbejde og viser større tilfredshed. Det er også her vi oplever udviklingen og dynamikken. Som leder mærker jeg, at 9 ud af 10 lever op til den tillid, og den sidste må vi lige hjælpe. Det betyder også at vi selv som ledere er villige til at stille os op og tage øretæverne, når der sker fejl for så efterfølgende at klare ærterne internt.

    Hvis politikerne ikke red med på den første den bedste historie for at komme i medierne og udbasunere deres kritik af deres offentligt ansatte, så var vi andre også sikret mod at blive hængt ud og kunne få øretæverne internt Det ved 9 ud af 10 politikere godt er god tone. Den sidste får desværre stemmerne.

  5. Anette Krogh

    Lad os endelig få en debat om tillid og kontrol der tør gå lidt dybere og ikke kun kradse i overfladen.
    Jeg mener, at i hjertet af denne debat ligger også spørgsmålet om behov for magt. Det er jo almen kendt at magt og kontrol ikke fremmer hverken arbejdsglæde eller kreativitet.
    For at kunne udvise medarbejderne større tillid og slippe kontrollen kræver det et paradigmeskift. Det er ikke nok kun at ændre praksis, politik, adfærd og strukturer, vi skal også ændre de underliggende mentale modeller, holdninger og opfattelse af at de mennesker der er involverede kan bidrage. Mennesker er ikke blot ressourcer de er mennesker med alt hvad det indebærer.
    Tilfredse medarbejdere der har indflydelse på deres arbejde er som bekendt tilfreds og glade medarbejdere og dette er et kritisk parameter for et velfungerende og innovativt arbejdsmiljø.
    Alligevel fortsætter mange ledelser med de eksisterende rationelle -mekaniske modeller som den eneste og bedste måde at lede på f.eks. gennem Lean. Lean løser måske nok udfordringerne omkring systemer og strukturer men efterlader både medarbejderne og brugerne som ressourcer der kan flyttes rundt i et flow chart.
    Jeg mener, at en kultur der er baseret på gensidig tillid betyder at uenighed og konflikter ses som naturlig og mulige at løse og at i sådan en kultur føler de involverede at det er okay at tale frit, komme med deres synspunkter og dele deres følelser uden frygt for repressalier. Denne frihed vil til gengæld skabe en kraftfuld organisation.
    Ledelser skal turde slippe kontrollen og kommunikere visioner og værdier for at inspirere, dette er fundamentale menneskelige processer der er evident for både initiativ og deltagelse.
    Jeg håber at med Ny Alliance har vi Fogh og co. fået en udfordring der gør en forskel og tør udfordre bureaukrati og kontrol og medvirke til at fremme et paradigmeskift.

Skriv en kommentar

Nye kommentarer

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Det er en slags virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. Jeg skriver jævnligt indlæg på bloggen og alle er velkomne til at kommentere og diskutere. Helst med dit rigtige navn og ikke under et opfundet navn -pseudonym-. Bloggen er allerbedst, når deltagerne diskuterer med hinanden, og ikke forventer konkrete svar fra mig på deres indlæg. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.